

Har du lakerede eller ubehandlede trægulve hjemme hos dig? Og vil du gerne gøre en indsats for at holde dem flotte og velplejede?
Trægulve pynter i ethvert hjem. Det er ikke nødvendigvis de mest praktiske gulve, men de har den klare fordel, at de tager sig særdeles godt ud. Især hvis de får den rette pleje og gulvbehandling.
Her i artiklen kan du få mere viden om, hvad du kan gøre for at passe godt på dine trægulve, så de kan tage sig godt ud mange år frem i tiden.
Vask dine trægulve jævnligt
Hyppig gulvvask er alfa og omega, hvis du gerne vil passe godt på dine trægulve.
Det gælder, hvad enten din bolig er udstyret med lakerede trægulve eller ubehandlede trægulve. Jævnlig gulvvask er med til at sikre, at pletter, skidt eller snavs ikke sætter sig fast i træet.
OBS: Vask altid langs årene i træet – og ikke på tværs. Så får du det flotteste resultat og de reneste gulve.
Sæt dig ind i, hvilken sæbe du skal anvende
Inden du finder spand og gulvklud frem, bør du sætte dig ind i, hvilken form for sæbe dit gulv er bedst tjent med.
- Lakerede trægulve har bedst af vask med varmt vand og universalrengøringsmiddel.
- Ubehandlede trægulve har bedst af at blive vasket med vand og sæbespåner.
Få has på ridser og andre skader i dit trægulv
Et ubehandlet trægulv er yderst taknemmeligt, når det kommer til at fjerne ridser og andre småskader. Ofte kan det klares blot med vand.
Lad gerne en smule vand fra gulvspanden ligge på ridsen eller stødmærket, og tør vandet væk efter 5-10 minutter. Fortsæt derefter med din gulvvask. Ridser og mærker fra stilethæle er nemme at komme til livs, da vand kan få træet til at rejse sig.
Har du et lakeret trægulv, gør du også klogt i at få ridser og andre småskader fikset løbende. Det er dog ikke lige så nemt som med de ubehandlede gulve. Er ridsen gået helt igennem lakken på dit trægulv, gør du klogt i at tage fat i en gulvmand.